FRIISPSYKOTERAPI
Sådan arbejder jeg

Sådan arbejder jeg

Når du er i samtaleterapi hos mig, skaber jeg et rum, hvor du bliver mødt med omsorg og anerkendelse. Et frirum, hvor du kan føle dig tryg og imødekommet, så du tør fortælle om alt det, du har på hjerte, uden at føle dig forkert. Ved hjælp af narrativ terapi hjælper jeg dig med at erkende, forstå og håndtere problemerne.

Alle samtaler er fuldt fortrolige

Alle samtaler med mig, både under et terapiforløb og via mail eller telefon, er naturligvis fuldt fortrolige. Jeg følger altid Dansk Psykoterapeutforenings etiske regler, der blandt andet siger, at psykoterapeuten har tavshedspligt vedrørende alle personlige forhold erfaret under terapien.

Omsorg, tillid og tryghed er fundamentet

Typisk vil et terapiforløb hos mig starte med, at jeg spørger til, hvordan det føles at sidde sammen med mig i terapilokalet, hvad du forventer, og hvad du tænker om situationen. Det er med til at skabe et rum af omsorg, tillid og tryghed, hvor vi kan tale om alt det vigtige i fuld forståelse og fortrolighed. Det er vigtigt, og derfor bruger vi den tid, der skal til.

Sikkerhed og håb for fremtiden

Herefter begynder jeg at indsamle viden om din situation – den viden, der sætter mig i stand til at stille de rigtige spørgsmål, få afklaret problemet og skabe betingelserne for, at du kan håndtere det. Sammen arbejder vi på at skabe sikkerhed og håb for fremtiden.

Det hele foregår ved, at jeg stiller dig spørgsmål, og gennem dine svar begynder historierne at tage form. Jeg griber fat i de muligheder, du allerede selv har for at fokusere på de gode historier, og hjælper dig med at fokusere på dem. Også denne del af processen kan tage tid, fordi det kan være svært at se direkte på problemerne – og tale om dem.

De bedste forudsætninger for en god oplevelse

Dine oplevelser, minder og tanker kan være svære og ”farlige”. Det skal vi have respekt for, og den respekt finder du hos mig. Dine tanker og bekymringer bliver taget alvorligt – og de kommer ikke andre for øre. Du kan være tryg ved at fortælle om det, du har på hjerte, og dele det, der er svært. Jeg møder dig med nærvær og respekt. Og det skaber de bedste forudsætninger for, at du får en god oplevelse, der hjælper dig med at forstå og håndtere de udfordringer, du står med.

Kontakt mig for at høre mere

Inden du bestiller en terapitime hos mig, er du meget velkommen til at skrive eller ringe for at få en uforpligtende samtale.