Man kan sørge over mange ting
Der er ingen regler for, hvad der kan udløse sorg, og ingen skal bestemme, hvad du må sørge over. Det kommer helt an på, hvad du har med i bagagen – hvad du har oplevet igennem livet. Ofte er det, når en elsket person dør, men du kan også føle sorg over at have mistet dit arbejde, hvis du eller en nær relation er blevet alvorligt syg, over at stå alene efter en skilsmisse, over brudte venskaber eller over at have mistet et kæledyr.
Sorg er den reaktion, du oplever, når du mister nogen eller noget, der er betydningsfuldt for dig. Når sorgen rammer, bliver du rystet og ulykkelig, og du prøver at forstå hvorfor – at få det hele til at give mening.
Troen på livet tilbage
Når sorgen rammer, bliver hele din verden vendt op og ned, og du skal både forholde dig til tabet og få en hverdag til at fungere. Det kan være rigtig svært, og her kan du have brug for hjælp til at komme igennem den svære tid.
Som sorgterapeut tror jeg på, at du kan føle dig styrket ved at trække relationen til den eller det, du har mistet, tættere på dit hjerte frem for at tro, at du bare skal komme over det – komme videre. Det er nemlig ikke altid muligt. Min opgave som terapeut er at hjælpe dig til at få troen på livet tilbage. Hjælpe dig til at forstå, hvad der sker. Sammen sætter vi ord på det, der er rigtig svært, og skaber mening.
Kontakt mig for at tage en uforpligtende snak.
Dansk Psykoterapeutforening info om sorg